Fra flimmer til sinusrytme - eller:
Så længe hjertet
kan slå ...

Jeg har fået min hjerterytme tilbage. Det skete på HjerteCenter Varde. Læs her om den utrolige oplevelse.

I over 15 år har jeg døjet med et flimrende hjerte. Et hjerte, der ikke slår i den rigtige takt. Fejlstrøm i det elektriske system i hjertet får forkamrene til at stå og sitre i stedet for at klemme blod ned i hjertekamrene.

Det bliver man i dobbelt forstand træt af.

Smart-smart kirurgi

Derfor var det med spænding og optimisme, at jeg blev henvist til Hjertecenter Varde, der har en kirurgisk løsning på mit problem. Medicin hjælper nemlig ikke. Og det hjælper heller ikke at give mit hjerte et elektrisk stød. Det har jeg prøvet flere gange - og få dage efter flimrer hjertet igen. Det har det nu gjort konstant i næsten fire år.

Men nu er det slut. Siden middagstid 1. december kan jeg igen bryste mig af et korrekt og hårdtslående hjerte i brystkassen. Takket være overlæge Anders Kirstein Pedersen samt sygeplejerske Tove Christensen. Lederen af hjertecentret, Ricardo Sanchez, spillede også en rolle - han holdt mig beroliget og bedøvet i de næsten tre timer operationen varede.

Rutinerede mirakelmagere

For mig er det tæt på et mirakel at få hjerterytmen tilbage. For personalet på hjertecentret er det rutine. De seneste få år har de udført i hundredevis af den type indgreb i hjertet. For der er virkelig tale om et indgreb - men uden knive. Kun et lille hul i en pulsåre i højre lyske, skal der til.

Mit hjertes udkårne, Hanne, var med på hjertecentret og ville gerne have været med under hele forløbet. Men Anders Kirstein var ikke meget for publikum til seancen. Til gengæld fotograferede både han og Tove Christensen undervejs. Så de er fotograferne til billederne her til højre.

Sådan gik det til

Og dette var hvad der skete: Først blev hjertet ultralydsundersøgt for eventuelle blodpropper. Dem var der heldigvis ingen af. Så blev der stukket en lang pind op gennem en blodåre. Jeg kom i narkose i minutterne, mens hjertet blev undersøgt via spiserøret. Resten foregik i lokalbedøvelse. Men jeg døsede nu det meste af tiden.

Det mærkede jeg
Jeg fik et drop i hånden. Et lokalbedøvende stik i lysken. Lokalbedøvende spray i svælget. Det var det hele! Når man lige ser bort fra klistermærker i hele den behårede brystregion ...

Festen sluttede med, at jeg for alvor kom i stødet. For da radioablationen var tilendebragt, kom jeg igen i fuld narkose, mens lægen gav hjertet et stød. Eller en genstart. Eller en ctrl-alt-delete. Efter den behandling klikkede hjertet over i normal sinusrytme.

Jeg husker brudstykker af samtaler med personalet. Blandt andet diskuterede vi danseskoler. Sygeplejerske Tove er fra Årre, og vi gik i tidernes morgen i danseskole sammen. Jeg har på fornemmelsen, at det meste snak var noget værre silivåsikum. Men som Hanne siger:

- Du behøver nu ikke være under påvirkning af medikamenter for at sige noget værre sluddder.

Jeg tror hun havde foretrukket, at afbrændingen af ledningsnet ikke kun angik mit hjerte men også min hjerne ...

Mere vil have mere

Men pludselig var det hele forbi. Jeg kom til mig selv inde i operationsstuen og fik straks resultatet at vide. Hvor blev jeg glad i min salige medicinrus. Så det var med det brede grin, at jeg blev rullet ind på stuen, hvor Hanne stod og ventede.

Jeg var hægtet op med diverse måleudstyr på brystet. Resultatet af målingerne blev transmiteret på en skærm i stuen. Puls: 55. Rytme: Stabil.

Det var lidt af en fed oplevelse. I dagene op til operationen havde jeg sagt til mig selv, at bare jeg fik en time med normal hjerterytme, så var jeg tilfreds. Men mere vil have mere. Og nu satser jeg naturligvis på at holde rytmen.

Fremtiden

Det gik desværre ikke så godt som først håbet. I foråret 2006 begyndte hjertet igen at flimre. 15. juni 2006 var jeg for anden gang indlagt i Varde til en omgang ablation. Det var ikke rart. Det viste sig nogle uger senere, at jeg som en bivirkning af noget hjertemedicin (Cordarone) havde fået alt for højt stofskifte. Hjertet artede sig nu alligevel helt frem til december, hvor det så flimrede igen. Men som noget nyt kunne det nu selv slå tilbage på ret kurs igen, så fra december til juni 2007 skiftevis flimrede det og slog i sinusrytme.
28. juni 2007 fik jeg så den tredje brænding af hjertet på hjertecentret, og nu håber jeg naturligvis, at jeg er ved at få bugt med flimmeriet. Noget tyder på det, for her i januar 2012 slår hjertet som det skal, og jeg er nu helt fri for enhver form for medicin. Eller det slår næsten som det skal. Det flimrer ikke, men det slår lidt underligt ind i mellem. Men det slår. Jeg har genoptaget mit sportslige virke med løbeture og fitness, og hjertet leverer varen fra en hvilepuls på 56 til 154, når det går vildest til.